Hvorfor går voksne mænd egentlig rundt i kjolesæt og høj hat og kalder hinanden “broder”?
Det spørgsmål får jeg af og til fra venner uden for frimureriet. Og ærligt talt: Set udefra kan det godt ligne noget fra en svunden tid. Som om vi skal til audiens hos kongen, til kostumebal eller måske til en kongres for tryllekunstnere. Er det bare pyntesyge, nostalgi og lånte fjer?
For mig handler de gamle traditioner først og fremmest om at minde os om den værdighed, vi alle har.
Det kan måske lyde højtideligt, men værdighed er ikke det samme som selvhøjtidelighed. Det er anerkendelsen af, at et menneske har værdi i kraft af at være menneske – ikke på grund af titel, indkomst, uddannelse, præstationer eller nytte. Den værdighed kan vi komme til at overse og krænke, men den er ikke vores at tildele eller tage fra andre.
Filosoffen Immanuel Kant skelnede mellem det, der har en pris, og det, der har værdighed. Hans påstand var, at alt enten har en pris eller en værdighed – altså en iboende værdi. Det, der har en pris, kan erstattes af noget andet af tilsvarende værdi. Det, der har værdighed, kan ikke gøres op på den måde. Det har værdi i sig selv.
Spørger man en far, hvorfor han elsker sit barn, forventer man heller ikke et regnestykke til svar. Han elsker ikke barnet, fordi det kan betale sig, pynter på hans CV eller giver adgang til de rigtige mennesker. Kærligheden skal ikke først bevise sin nytte.
En stor del af vores hverdag trækker ellers i en anden retning. På arbejdet skal resultater helst kunne måles. På sociale medier viser vi, hvem vi er, og ofte også hvad vi har opnået. Selv fællesskaber kan blive vurderet efter, om de giver kontakter, oplevelser eller andre ydre fordele.
Det er ikke nødvendigvis forkert. Men det bliver fattigt, hvis nytteværdien bliver den eneste målestok.
Logen er for mig et af de ståsteder, hvor vi øver os i noget andet. Et sted, hvor vi giver hinanden opmærksomhed uden først at spørge, hvad vi får ud af det.
Og det begynder faktisk, før vi møder de andre brødre.
Logeaftenen starter allerede derhjemme, når kjolesættet findes frem, skjorten knappes, butterflyen bindes og hatten gøres klar. At klæde sig om tager lidt tid, og det er en del af pointen. Man går ikke bare direkte fra dagens travlhed ind i logen. Mens man gør sig klar, begynder man også at lægge arbejdet, telefonen og hverdagens mange gøremål til side.
Kjolesættet er på den måde ikke kun pænt tøj. Det er også “arbejdstøj”. Det markerer, at vi mødes om et fælles arbejde, som kræver noget af os.
Og nej, værdigheden sidder ikke i prisen på tøjet. Der er ingen særlig åndelig gevinst ved, at et kjolesæt er skræddersyet frem for købt brugt. Pointen er ikke luksus, men fælles form.
Det sorte kjolesæt skal ikke gøre os vigtigere. Det dæmper tværtimod nogle af de signaler, vi ellers sender med vores tøj.
Vi bliver selvfølgelig ikke ens, blot fordi vi klæder os ens. Forskelle i baggrund, erfaring og temperament forsvinder ikke i garderoben. Men tøjet fjerner nogle af de synlige tegn, vi normalt bruger til at placere hinanden. Det bliver mindre tydeligt, hvem der er direktør, håndværker, akademiker eller chauffør.
I vores tradition er den høje hat et billede på den frie mand og på ligheden mellem brødrene.
Uden for logen kan titel, formue og position veje tungt. I logen skal de ikke i sig selv give nogen særlig anseelse. Her findes også embeder og tegn på det ansvar, der følger med. Men vi må skelne mellem embedets værdighed og menneskets. Et embede kan overdrages til en anden. Vi viser respekt for embedet og det ansvar, der følger med. Det er ikke det samme som at tillægge den, der bærer det, større menneskeværd. Menneskets værdighed tilhører den enkelte, uanset om han beklæder et embede eller ej.
Vi har ikke alle det samme ansvar, men vi har den samme værdighed.
Frihed og lighed hænger tæt sammen med den tanke. Den, der har værdighed, må mødes som et frit menneske og ikke blot som en funktion. Og når værdigheden gælder alle, kan ingen af os betragte sig som et finere menneske end den, der står ved siden af.
At vi kalder hinanden “broder”, udtrykker noget af det samme med ord.
Ordet har gamle rødder, blandt andet i håndværkerlaug og fællesskaber, hvor man hørte til i samme fag og stod i et fælles arbejde.
Når vi kalder hinanden brødre, minder vi hinanden om, at logen også er et broderskab. Det betyder ikke, at vi er ens, altid enige eller står hinanden lige nær. Det er en tiltaleform, men også en lille forpligtelse: Jeg skal forsøge at møde dig som menneske, før jeg møder din titel, dit arbejde eller din status.
Ingen af os udvikler sig alene. Vi formes i mødet med andre og i fællesskaber, hvor vi forpligter os over for hinanden, uden at samværet hele tiden skal omsættes til personlig gevinst.
Det er en af grundene til, at de faste traditioner stadig har betydning. Ikke fordi alt gammelt er godt, eller fordi intet må forandre sig. Men noget har godt af ikke at skulle genforhandles, hver gang vi mødes.
De faste rammer hjælper os med at falde til ro, lytte og give plads til andre.
Værdigheden må heller ikke blive inde i logen. For mig kommer den samme tanke til udtryk i frimureriets velgørende arbejde: Hjælpen skal tage udgangspunkt i det menneske, der har brug for den, og ydes med respekt for vedkommendes værdighed. Et menneske må aldrig blot være et middel for andre, men skal altid også mødes som et mål i sig selv.
Derfor giver det stadig mening at gå i kjolesæt og høj hat. Ikke fordi verden skal tilbage til gamle dage, men fordi traditionen hjælper os med at markere en overgang og huske noget vigtigt, som let forsvinder i hverdagens travlhed.
Vi tager hatten på, retter ryggen og sænker skuldrene. Ikke for at være “høje i hatten”, men for at minde os selv om, at vi står over for et andet menneske, som fortjener at blive set som menneske – ikke blot vurderet efter sin funktion eller nytte.
Logeaftenen begynder derhjemme, når vi tager det frimureriske tøj på.
Prøven kommer, når vi tager det af igen.
Har aftenen haft reel betydning, må det kunne mærkes i hverdagen: i den åbenhed vi møder andre med, i måden vi taler på og i vores vilje til at lytte.
Af br. Jens Jøren Tybo
