Ygdrasils
historie

Sammenhæng, liv og rødder

Ygdrasils historie begynder i kølvandet på Christian til Palmetræets vækst. I 1921 ønskede man at oprette to nye loger, så det humanitære frimureri kunne få bedre fodfæste i Danmark. Efter forhandlinger med Storlogen af Hamborg blev der i efteråret 1921 givet grundlag for oprettelsen af De Gamle Pligter i København og Ygdrasil i Hillerød. Ygdrasil fik navn efter verdenstræet i nordisk mytologi – et navn, der peger på sammenhæng, liv og rødder.

Oprettelsen og de første år

I 1922 trådte Ygdrasil frem som loge i det humanitære frimureris tidlige udvikling i Danmark. Den fælles overenskomst og indvielse sammen med De Gamle Pligter fandt sted den 28. juni 1922, og Hillerød var logens første orient. Den første Ordførende Mester var br. Ed. Hartfelt.

Ygdrasil var tænkt som en loge for brødre uden for København, og i de første år var den knyttet til et bredere geografisk område med brødre fra blandt andet Hillerød, Birkerød, Slagelse og Vordingborg. Det gav logen et særligt præg allerede fra begyndelsen.

Fra Hillerød til København

Det viste sig dog hurtigt, at det var vanskeligt at få logearbejdet til at fungere stabilt i Hillerød. Derfor blev arbejdet flyttet til København, hvor Ygdrasil kom til at virke tæt på Christian til Palmetræet. I en årrække havde de to loger et nært samarbejde, selv om Ygdrasil fortsat havde sin egen embedskreds og sin egen identitet.

I 1924 blev der udarbejdet fælles huslove for de tre loger, og det viser, hvor tæt de allerede tidligt var forbundet i både administration og arbejde.

Krig, stilstand og ny organisering

Under besættelsen blev frimurerisk arbejde særdeles vanskeligt. I december 1940 blev Ygdrasil og Christian til Palmetræet opløst som arbejdende loger og overgik til at være hvilende. Efter krigen var det kun De Gamle Pligter, der havde styrke til at arbejde videre.

I 1955 blev der igen dannet embedsråd for de to hvilende loger, og dermed begyndte en ny fase i Ygdrasils historie. Få år senere, i 1959, blev overenskomsten med Den Danske Frimurerorden indgået. Det blev et vigtigt vendepunkt for hele Johanneslogeforbundet og dermed også for Ygdrasil.

Genåbningen i Aarhus

Det store vendepunkt kom i 1985, da Ygdrasil blev genåbnet i Aarhus. Baggrunden var forhandlinger med brødre fra vinkellogen Janus Vesta, som ønskede at træde ind i et anerkendt humanitært frimureri. Det førte til, at Ygdrasil kunne genoptage arbejdet – nu med domicil i Christiansgade i Aarhus.

Genåbningen blev båret af både aarhusianske og københavnske brødre. En del brødre rejste fra København til Aarhus måned efter måned for at sikre, at arbejdet kunne gennemføres, indtil logen havde kræfter nok til selv at bære embedskæden. Det er en vigtig del af Ygdrasils nyere historie og noget, logen med rette kan se tilbage på med taknemmelighed.

Den 14. september 1985 blev logen genåbnet i Aarhus, og br. Flemming Starcke blev indsat som den første Ordførende Mester ved genoptagelsen. Dermed begyndte den Ygdrasil-historie, som stadig lever i dag.

En loge med rødder og ro

I årene efter genåbningen blev Ygdrasil gradvist en fast del af frimurerlivet i Christiansgade. Logen har gennem tiden holdt fast i sine egne traditioner, sine egne embedslinjer og sit eget særpræg, samtidig med at den har været tæt forbundet med de øvrige loger i Johanneslogeforbundet.

Historien om Ygdrasil er ikke historien om den største eller mest larmende loge. Det er snarere historien om en loge, der igen og igen er blevet båret af brødre, som har holdt fast – med varme, trofasthed og en jysk ro, der klæder dens navn og væsen.

Hvad Ygdrasil skal huskes for

Når man ser tilbage på Ygdrasils historie, er det nærliggende at hæfte sig ved to ting. For det første, at logen helt fra begyndelsen var tænkt som en udvidelse af det humanitære frimureri uden for den københavnske kerne. For det andet, at den i 1985 fik nyt liv i Aarhus og siden har været en vigtig del af det frimureriske fællesskab i Christiansgade.

Ygdrasils historie er derfor en historie om rødder, afbrydelse og genåbning – men også om en loge, der trods skiftende tider har bevaret sin egen tone. Ikke ophøjet. Ikke larmende. Men varm, trofast og præget af den ydmyghed, som også ligger i logens valgsprog: »Ydmyghed går foran æren«.