For børn og unge med diabetes kan mødet med andre i samme situation have stor betydning. Diabetesforeningens camps giver netop den mulighed: et trygt fællesskab, gode oplevelser og støtte til at leve med en sygdom, der er en del af hverdagen.
Det arbejde har Christian til Palmetræet ønsket at støtte med en donation på 10.000 kr., som for nylig blev overrakt ved et besøg hos Diabetesforeningen.
Donationen skal bidrage til Diabetesforeningens camps for børn og unge med diabetes.
I Johanneslogeforbundet er velgørende arbejde ikke et spørgsmål om at fremhæve giveren, men om ansvar, næstekærlighed og menneskelig værdighed omsat til konkret handling. Derfor er det også naturligt at rette opmærksomheden mod det arbejde, Diabetesforeningen udfører for børn, unge og familier berørt af diabetes.
Vi takker Diabetesforeningen for modtagelsen og for deres vigtige indsats.