Ygdrasils særpræg ligger ikke i at virke ophøjet eller i højtidelig selvforståelse, men i en varm, rolig og jordnær måde at være loge på. Logens valgsprog, »Ydmyghed går foran æren«, er meget sigende: Her gør man ikke meget væsen af sig selv, og netop dét er en del af logens karakter.
Her hersker en tydelig jysk tone. Logen møder ikke verden med store armbevægelser, men med venlighed, lune og en afslappet selvfølgelighed. Den opleves som hjertevarm, åben, imødekommende og i øjenhøjde – og netop det er afgørende for dens identitet.
I Ygdrasil forstås broderskab ikke som en abstrakt idé, men som noget, der skal kunne mærkes i praksis. Det viser sig i måden, brødrene tager imod hinanden på, i omsorgen for den enkelte og i den rolige, usnobbede måde, fællesskabet holdes sammen på, også når livet bliver tungt.
Det er let at tale om fællesskab, når alt går godt. Det svære – og det væsentlige – er at blive stående, når nogen rammes af sygdom, sorg eller modgang. Netop dér mener Ygdrasil, at det egentlige frimureri viser sig.
Ygdrasil er en lille loge, og det lille forpligter. Tryghed og tillid opstår ikke af sig selv, men gennem en kultur, hvor brødrene møder hinanden med ærlighed, respekt og åbenhjertig inddragelse. Der skal være plads til den enkelte broders livssituation, temperament og vej.
Logens tone er hjertelig og omfavnende, og gæstende brødre fremhæver ofte den særlige gæstfrihed og imødekommenhed. Der er en ro over Ygdrasil, som gør, at man hurtigt falder til. Det er ikke en biting, men en del af logens væsen.
I Ygdrasil udgør ritualet en vigtig del af logens liv og selvforståelse. Den rituelle form er med til at give arbejdet retning, sammenhæng og værdighed og hører naturligt til det, logen samles om.
For Ygdrasil hænger ritual og symbolik tæt sammen med logens selvforståelse. Det rituelle arbejde er en del af den ramme, logen samles i, og det bæres bedst, når det forenes med den varme, ro og jordnærhed, som mange oplever som særligt kendetegnende for Ygdrasil.
Er du nysgerrig på frimureriet, eller overvejer du at søge optagelse?
Du er velkommen til at deltage i et af vores informationsmøder eller skrive til os direkte.
Et særligt træk ved Ygdrasil er, at det menneskelige nærvær fylder meget. Der er varme i tonen, ro i samværet og ikke meget tilbøjelighed til at gøre tingene større, end de er. Det giver logen en særlig karakter, hvor fællesskabet ofte bæres mere af hjertelighed og jordnærhed end af ydre markeringer.
I Ygdrasil skal det være rart at komme. En logeaften skal være en oplevelse præget af sammenhold, ro og fordybelse – ikke tidsfordriv. Den skal give plads til refleksion og samtidig lade brødrene mærke, at de er ventede og velkomne.
Ygdrasil har traditioner, der styrker både fællesskab og identitet. Blandt dem er den årlige logetur med ledsager, juleloge med ledsager og Rosenfestenr. Hertil kommer en fast åbningssang og afslutningen på brodermåltidet med sangen En dejlig dag, hvor brødrene først sidder og siden står i broderkæde.
Sådanne traditioner er ikke blot hyggelige indslag. De er med til at bære logens tone, skabe kontinuitet og fastholde oplevelsen af, at logen er et sted med både form og hjerte.
I Ygdrasil opfattes lederskab som afgørende for logens kultur og retning. Men lederskab forstås ikke som noget, der alene ligger hos enkelte personer. Det lykkes kun, hvis brødrene bakker op og hjælper med at holde fokus på, at det er embedet – ikke personen – der former logens fremtræden.
Denne forståelse peger på noget centralt i Ygdrasil: Logen bæres i fællesskab. Ledelsen sætter retning, men fællesskabet holder den levende.
Når Ygdrasil ser på sig selv i dag, er stoltheden ikke først og fremmest knyttet til størrelse eller status. Den knytter sig til, at logen stadig er her. At brødrene har holdt fast. At de bliver ved med at møde op og gøre arbejdet værdigt, også når det er krævende.
Ygdrasils særpræg ligger derfor i kombinationen af oprigtig venlighed, åbenhed, ro og jordnær varme. Det er en loge, hvor man ikke møder store ord, men ofte en ægte menneskelig imødekommenhed. For mange vil netop det være dens styrke: at logeaftenen får lov at være en pause fra hverdagens larm, hvor man kan finde ro, varme og et uformelt, men oprigtigt broderskab.
