Det spørgsmål stiller Svend Brinkmann i den seneste udgave af Brinkmanns briks, hvor han kredser om et af de ældste og mest grundlæggende spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Det er et spørgsmål, der altid er aktuelt, men som måske opleves særligt presserende netop nu. Hvordan holder vi fast i vores menneskelige værdier, når verden giver os rigeligt med grunde til at lade være?
Det er også et spørgsmål, der ligger tæt på det menneskesyn, som det humanitære frimureri bygger på.
Brinkmann har gennem mange år kritiseret forestillingen om, at positiv tænkning alene kan løse livets udfordringer. Kritikken er nødvendig, for lidelse, tab og uretfærdighed forsvinder ikke, blot fordi vi vælger at tale positivt om dem.
Men i sin seneste podcast advarer han mod den modsatte grøft. Hvis vi holder op med at tro på, at noget er værdifuldt og værd at kæmpe for, risikerer pessimismen at udvikle sig til kynisme – og kynismen til ligegyldighed.
Hvorfor vise tillid, hvis andre alligevel vil skuffe os? Hvorfor holde fast i sandheden, når mennesker ikke altid taler sandt? Og hvorfor stræbe efter idealer, som vi aldrig fuldt ud kan leve op til?
Brinkmanns svar er, at netop den risiko må vi tage. Det er bedre at rette sit liv mod idealer, man ikke altid formår at leve op til, end helt at opgive dem. Alternativet er kynismen, hvor alt til sidst mister betydning.
Med inspiration fra musikeren og forfatteren Nick Cave taler Brinkmann derfor om nødvendigheden af en trodsig, næsten krigerisk håbefuldhed. Ikke en naiv tro på, at alt nok skal gå godt, men en vilje til at holde fast i det værdifulde og handle derefter – også når verden giver os grunde til det modsatte.
Håbet bliver dermed ikke en forudsigelse om fremtiden, men en måde at stille sig til livet på.
Disse tanker udfolder Brinkmann også i bogen Menneskeetik – dannelse, dyder og dømmekraft i arbejdet med mennesker. Her bruger han det usædvanlige udtryk at menneske godt.
Udtrykket har rødder i den aristoteliske dydsetik. Det græske areté kan forstås som den egenskab eller duelighed, der sætter noget i stand til at udføre sin bestemmelse godt. En kniv skal kunne skære godt. Et øje skal kunne se godt. Og mennesket skal lære at menneske godt.
Menneskelighed er i denne forståelse ikke blot noget, vi er født med. Det er også noget, vi gør – og noget, vi gennem hele livet må øve os i.
Det kræver dannelse, så vi har noget større end vores umiddelbare interesser at orientere os efter. Det kræver dyder, der formes gennem øvelse og handling. Og det kræver dømmekraft, fordi etiske situationer sjældent kan reduceres til faste regler eller enkle svar.
Brinkmann fremhæver også betydningen af deltagerperspektivet. Vi bør møde den anden som et menneske med egne erfaringer, håb og hensigter – ikke blot som en sag eller en kategori. Etikken begynder i opmærksomheden på det andet menneske og fortsætter i vores villighed til at tage ansvar, afgive løfter og tilgive, når noget mislykkes.
Bogen henter inspiration hos blandt andre Aristoteles, Kant, Kierkegaard og K.E. Løgstrup. Fælles for dem er forståelsen af mennesket som et relationelt væsen. Vi bliver ikke mennesker hver for sig. Vores liv er vævet ind i andres, og vores handlinger får betydning langt ud over os selv.
Brinkmann skriver ikke om frimureri. Han argumenterer ud fra et filosofisk og humanistisk ståsted. Alligevel har tanken om at menneske godt en tydelig genklang i det humanitære frimureri.
Frimureriet bygger ikke på forestillingen om det fejlfrie menneske. Tværtimod begynder arbejdet med erkendelsen af vores egen ufuldkommenhed. Vi arbejder med os selv, ikke fordi vi forventer at nå frem til fuldkommenhed, men fordi selve bestræbelsen former vores karakter.
Johanneslogeforbundet beskriver sit arbejde som et forsøg på at omsætte medmenneskelighed til handling og skabe balance mellem tanke, følelse og handling. Det ligger tæt på Brinkmanns forståelse af dyd som forbindelsen mellem erkendelse, karakter og konkret handling.
Samtidig rummer frimureriet noget, som den filosofiske refleksion alene ikke kan give. Ritualet, symbolikken, den åndelige dimension og det forpligtende broderskab skaber et traditionsbåret rum, hvor menneskelighed ikke blot drøftes, men øves.
Det humanitære frimureri giver ingen opskrift på det gode menneske, men gennem ritualer, symbolik, samtale og broderskab udfordres vi til igen og igen at se os selv og vores handlinger i et nyt lys. Vi bliver mindet om vores idealer, men også om afstanden mellem idealerne og den måde, vi faktisk lever på.
Det er netop i dette mellemrum, arbejdet finder sted.
Værdien af det frimureriske arbejde viser sig først for alvor uden for logens mure. Den viser sig i den måde, vi møder andre mennesker på, i vores vilje til at lytte, i de løfter, vi forsøger at holde, og i vores evne til både at tage ansvar og tilgive, når noget mislykkes.
Her bliver håbet en handling snarere end en følelse.
Vi går ikke i loge, fordi vi tror, at mennesket allerede er godt, eller fordi vi mener at have fundet de endelige svar. Vi gør det, fordi vi tror, at mennesket kan lære at handle bedre – og fordi arbejdet med os selv også er et ansvar over for andre.
Måske er det netop her, frimureriet har sit svar på kynismen. Ikke en forsikring om, at alt ender godt, men en forpligtelse til ikke at opgive arbejdet.
At menneske godt er ikke en tilstand, vi når frem til. Det er en livslang øvelse. En bestræbelse, der begynder på ny – hver dag og i hvert møde med et andet menneske.
Lyt til: “Meningen med livet ifølge Svend Brinkmann” på DR Lyd.
Læs også: Johanneslogeforbundets værdier og Svend Brinkmanns “Menneskeetik – dannelse, dyder og dømmekraft i arbejdet med mennesker”.
Skrevet af br. Jens Jøren Tybo
