“Det er nok ikke noget for dig.”
Sådan lød br. Johnny Gadebirks første møde med frimureriet. Ordene kom fra en nabo, der netop havde vist ham sin frimurerring og nok mente, at Johnny ikke lignede den typiske frimurer.
Det var i halvfjerdserne. Johnny var folkeskolelærer, langhåret, med fuldskæg, træsko og, som han selv siger, de holdninger, man nu kunne have som lærer dengang.
Der gik mange år, før han selv trådte ind i logen. Først i 2003 blev han optaget i De Gamle Pligter. Da havde livet allerede givet ham erfaringer fra Søværnet, Forsvaret, folkeskolen og mange møder med mennesker på tværs af baggrund og temperament.
Set i det lys var frimureriet ikke et ungdommeligt valg, men noget han kom til med levet liv i bagagen. Måske var det netop derfor, bemærkningen blev hængende.
For Johnny Gadebirks fortælling handler ikke om at passe ind i en bestemt type. Den handler om fællesskab, ansvar og om at møde mennesker, som de er.
Senere i sit frimurerliv valgte Johnny en devise, der siger det kort:
Menneske først
Devisen er hans egen, men Johnny ser den også i fin sammenhæng med Johanneslogeforbundets grundholdning: et frimureri med grader, embeder og ansvar, men med mennesket som udgangspunkt.
Johnny kendte fællesskabets værdi længe før, han trådte ind i logen.
Som 16-årig kom han ind i Søværnet. Her var fællesskabet ikke noget, man valgte til. Det var en nødvendighed. Man boede tæt, spiste tæt og sov tæt. Der var ikke meget privatliv, og man måtte lære at være sammen med mennesker, man ikke selv havde valgt.
Det var et andet fællesskab end det, han senere fandt i logen. Men det lærte ham noget om mennesker: at man indimellem må finde ud af at være sammen, også når temperamenter, vaner og livssyn ikke passer naturligt sammen.
Da Johnny i 2003 blev optaget i De Gamle Pligter, gjorde ritualet og logesalen stærkt indtryk på ham.
Det gjorde brodermåltidet også.
Her kunne man tale sammen. Man kunne spørge. Man kunne undre sig. Man kunne være ny uden at blive gjort lille.
“Ingen spørgsmål var dumme,” siger Johnny.
Den sætning siger en del om det fællesskab, han mødte. Man kan være undervejs uden at skulle lade, som om man allerede har forstået det hele.
Det betyder noget for den, der kommer ind. Og det forpligter dem, der allerede er der.
For Johnny blev broderskabet tidligt noget ganske konkret.
En af de brødre, der gjorde indtryk på ham, var br. Louis. Han var senblind, og Johnny fik til opgave at hente ham til loge. Når Johnny kom, sad br. Louis altid klar på det nederste trappetrin lige inden for hoveddøren og ventede på at blive fulgt ud til bilen.
For br. Louis var logedage store dage. Han glædede sig til fællesskabet, til arbejdet i logesalen, til brodermåltidet og til den store cigar, han altid havde med.
På vej hjem i bilen fortalte han gerne om sit liv til søs og om sine oplevelser i logen. Johnny havde selv mange år til søs bag sig, så de havde meget at tale om.
En dag insisterede br. Louis på, at Johnny skulle med op i lejligheden, fordi han havde en gave til ham.
Da de trådte ind, spurgte Johnny:
“Skal jeg ikke lige tænde lyset?”
Br. Louis svarede med kraftig stemme:
“Det er sgu da lige meget.”
Gaven var en af de lyseblå vaser, br. Louis fremstillede, når han var i dagcenter.
Den slags kan sige mere om broderskab end mange store ord. En lyseblå vase kan være et tegn på tillid, taknemmelighed og det følgeskab, der vokser frem, når et menneske bliver set og fulgt.
Da Johnny senere skulle vælge sin devise, vendte han tilbage til en linje, han kendte fra Højskolesangbogen: Grundtvigs “Menneske først og kristen så”.
For Johnny blev tolkningen enkel:
“Først og fremmest menneske.”
Når han taler om “Menneske først”, taler han ikke om almindelig venlighed, hvor alt er lige godt. Han taler om at give plads til andres fejlbarlighed, fordi man kender sin egen.
Det bygger på levet liv.
Årene i Forsvaret lærte ham at omgås mange slags mennesker. Senere blev han lærer i folkets skole. Han lægger vægt på ordet folkets, fordi det er dér, mennesker mødes på tværs af baggrund, interesser og forudsætninger.
Det tog han med sig ind i frimureriet.
“Det handler altid om at se det menneske, der står foran en, og tage ansvar for fællesskabet,” siger han.
Her ligger måske også svaret på naboens gamle bemærkning.
“Det er nok ikke noget for dig.”
Den sætning ser på typen. Johnnys devise svarer med mennesket.
Når Johnny ser tilbage på det, der har båret ham gennem frimureriet, taler han først og fremmest om mennesker.
Nogle har sat spor. Nogle har villet ham det godt.
En af dem var br. Reidar Sølvkjær, tidligere Ordførende Mester i De Gamle Pligter. Reidar blev en nær ven. De havde lange samtaler om frimureriet og om livet i almindelighed.
De havde også søen til fælles. Reidar var opvokset i Norge og havde sejlet i den norske marine. Johnny havde selv mange år til søs bag sig.
Senere blev Reidar meget syg og boede sine sidste år på plejehjem. Johnny besøgte ham ofte.
“Jeg havde lovet ham at følge ham hele vejen,” siger Johnny.
Johnny genkender ordet følgeskab.
“Ved at lægge følgeskab oven på fællesskab, broderskab og venskab, binder man sig med sin samvittighed til at være til stede,” forklarer han. “Egentlig uden at kunne gøre noget. Kun vandre ved siden af, lyttende og deltagende i den dialog, som udspinder sig”
Man kan ikke altid kurere sygdom. Man kan ikke tage alderdommen væk. Man kan ikke gøre livet let igen. Men man kan være der.
Johnny har tre sønner. To af dem har valgt at følge ham ind i frimureriet. Det beskriver han som en af sit livs store oplevelser.
Den tredje søn har valgt en anden vej gennem karate. Johnny ser mange af de samme værdier dér: at blive et bedre menneske i dag end i går, at være sand mod sig selv og at holde ud, også når det er svært.
“Karaten er hans spejl, ligesom frimureriet er mit,” siger han.
Det er en generøs formulering. Den viser, at frimureriet for Johnny er dybt betydningsfuldt, men ikke den eneste mulige vej til menneskelig udvikling.
Han siger det selv klart:
“Frimureriet er blot en vej til forståelse af livet, ikke livet selv.”
For Johnny gør det ikke frimureriet mindre betydningsfuldt. Det gør det mere menneskeligt.
Når Johnny ser fremad, håber han på stabilitet i Johanneslogeforbundet, tilgang af nye brødre og fortsat gode relationer til andre frimurere.
Han taler om venskab, samvær og tillid. Om at holde fast i sine venner og sine brødre.
Så kommer den sætning, der samler meget af hans fortælling:
“Det rigtige frimurerliv leves ikke inden for murene.”
Logearbejdet har sin egen alvor og betydning. Men for Johnny viser det sig først for alvor, hvad frimureriet betyder, når man går ud i livet igen.
Man kan arbejde med frimureriet i logebygningerne, siger han. Men det skal leves udenfor. Det er først, når man går ud igen, at det viser sig, hvad man har taget med sig.
I den forstand hænger trådene i Johnnys fortælling sammen: Søværnet, brodermåltidet, br. Louis på trappetrinnet, følgeskabet med Reidar og sønnernes forskellige veje.
“Det er nok ikke noget for dig,” sagde naboen dengang i halvfjerdserne.
Der skulle gå mange år, før Johnny selv blev frimurer. Men mere end tyve års frimurerliv senere kan man roligt sige, at naboen tog fejl.
For Johnny Gadebirks fortælling viser, at frimureriet ikke afgøres af, om et menneske ligner en bestemt forestilling om en frimurer.
Det væsentlige er, om vi ser mennesket. Og det viser sig først for alvor, når vi går ud i livet igen.
Interview og artikel: br. Jens Jøren Tybo.
