Br. Ole Andreas Petri skriver, at han ikke har fået “de allerbedste talegaver her i livet”. Til gengæld glæder han sig over “at kunne udbrede mine tanker og ord i form af sang og musik.”
Det skriver han uden store armbevægelser. Men netop dér åbner hans fortælling sig.
For sangen blev ikke blot noget, der hørte til ved særlige lejligheder. Den blev en måde at give videre på. Når talen ikke altid var let, kunne ordene få en anden form.
De kunne synges.
Derfor handler br. Oles frimurerliv ikke kun om musik. Det handler om trofasthed, ansvar og den stille omhu, der gør, at et fællesskab kan bæres videre aften efter aften, år efter år.
Br. Ole Andreas Petri er født i 1936 og blev optaget den 18. januar 1989. Han kom til frimureriet med erfaring, musikalitet og en glæde ved fællesskab, som allerede havde fulgt ham i mange år.
Kontakten kom gennem en ven og et besøg hos Carl Christian Warnke i Christian til Palmetræet. Vennen blev ikke fanget af frimureriet. Det gjorde Ole.
Han husker nervøsiteten og den store logesal.
“Det var jeg meget nervøs over, for jeg vidste jo ikke rigtig hvad jeg gik ind til,” skriver han.
Men aftenen blev også en stor oplevelse. Han mødte brødre, som han oplevede som “virkelig søde og rare”, og ved det efterfølgende brodermåltid blev han taget varmt imod.
Det blev begyndelsen på et langt frimurerliv.
Br. Ole havde allerede et langt arbejdsliv bag sig, før han blev frimurer. Han var uddannet inden for mejeribruget og arbejdede senere ved Københavns Belysningsvæsen og elværkerne.
Ved siden af arbejdet fyldte sangen og musikken meget. Siden 1967 havde han sunget i et stort kor og været med på koncertrejser rundt i verden. Han kom altså ikke tomhændet til frimureriet. Musikken havde allerede fulgt ham i mange år.
Men talen havde ikke altid været let.
Br. Ole skriver selv, at hans stammen har været “en modstander” hele livet. F.eks. når han gerne ville holde en tale og havde ordene i hovedet, men alligevel lod være.
Han fortæller også, at han mødte brødre, som gerne ville læse det op, han havde skrevet.
“Jeg har så i stedet glædet mig over musik og sang.”
Mere behøver man næsten ikke lægge til. Ordene var der. Når de ikke kunne komme frit frem som tale, kunne de få en anden vej gennem sangen.
Br. Ole blev bedt af br. Warnke om at være musikdirektør i Christian til Palmetræet.
Han sagde ja.
I br. Oles fortælling lyder det som en opgave, han forstod betydningen af. Som musikdirektør blev hans opgave at værne om sangen og musikken som en del af logens liv. Musikken skulle samle opmærksomheden, give ordene klang og understøtte den alvor og ro, arbejdet kræver.
Br. Ole var med til at lave sangbøger til Christian til Palmetræet og til Andreaslogen Cubus Causa Vera.
I mange år samarbejdede han med pianist og musikdirektør br. Flemming Camradt fra De Gamle Pligter. Sammen indspillede de musik og sang til brug i logearbejdet. Først på kassettebånd, senere overførte br. Ole optagelserne til CD’er.
Det glæder ham, at de stadig bliver brugt.
Der er noget meget konkret ved et kassettebånd og en CD. Det er arbejde, tid, teknik, tålmodighed og ønsket om, at sangen kan leve videre, også når man ikke selv er til stede.
På den måde blev br. Oles musikalske virke ikke kun en opgave i én loge. Det blev også et væsentligt bidrag til forbundets og logernes fælles liv.
Når br. Ole skriver om sit embede, vender han tilbage til noget meget enkelt: man skal møde op.
“Når man har et embede i logen, er det vigtig at komme hver gang for det gjorde jeg meget ud af at gøre også fordi jeg følte at der var en opgave, som skulle udfyldes.”
Der var en opgave, som skulle udfyldes.
Mange fællesskaber bæres af mennesker, der møder frem, fordi de ved, at noget ellers mangler. De gør ikke nødvendigvis meget væsen af det. De står bare klar. I br. Oles tilfælde handlede det om sangen, musikken og den særlige stemning, der kan opstå, når mennesker mærker, at nogen har forberedt sig.
Den slags trofasthed er stille. Men den er ikke lille.
Et sted i sin fortælling skriver br. Ole om Grundtvig og “de levende ord”. Han skriver om ordets skabende magt og om, at ordets rette brug kan virke både udløsende og igangsættende.
Så kommer denne formulering: “Også frimurere skal være ordets tjenere. Vi skal gøre ordet levende i vores loger og tjene det således at det bliver menneskets lys.”
Hos br. Ole står det ikke som en teoretisk betragtning. Det hænger sammen med hans eget liv. Med ønsket om at give tanker og ord videre, selv om talen ikke altid var let. Med glæden ved sangen. Med det lange virke som musikdirektør.
Når ordene synges, får de klang, rytme og fælles åndedræt.
Det er måske netop noget af det, br. Ole har været med til at værne om.
At ordene fik liv.
Når br. Ole ser tilbage, er det tydeligt, at frimureriet har givet ham meget glæde.
Han skriver om “den dejlige behagelige seriøse stemning der er i Stamhuset når man kommer indenfor dørene”. Den stemning har han altid været glad for, og han håber, at den må blive ved med at være der.
Når han ser fremad, håber han, at frimurerlogen fortsat må foregå “på en seriøs og smuk måde”.
Det er et enkelt ønske. Men der ligger meget i det.
Han håber, at yngre brødre vil forstå ritualets alvor, skønhed og krav om forberedelse.
Det handler om respekt. For rummet. For fællesskabet. For det, der ikke skal sjuskes med, hvis det fortsat skal kunne virke.
Måske er omhu et af de ord, der passer bedst til br. Oles fortælling.
Omhu for sangen.
Omhu for ordene.
Omhu for den stemning, der møder en broder, når han træder ind og mærker, at her foregår noget, som skal tages alvorligt.
Br. Ole nævner med glæde de hæderstegn, han har modtaget gennem årene.
De viser, at et langt virke er blevet set. Sangen, musikken, fremmødet og den trofaste opgave har haft betydning for andre brødre.
Når han ser tilbage, skriver han, at han ikke synes, der er noget ud over sangen og musikken, han kunne have gjort anderledes i logen. Andre embeder krævede, at man skulle tale meget, og det var, som han selv skriver, et problem for ham.
Han fandt sin opgave. Han tog den på sig. Og han blev ved.
Derfor rækker br. Oles fortælling ud over musikken alene. Den minder om, at et fællesskab bæres på mange måder. Nogle gør det med taler. Nogle med ledelse. Nogle med praktisk arbejde, der sjældent nævnes. Og nogle med en stemme, der får andre stemmer med.
Br. Ole Andreas Petri har gennem mange år sunget ordene frem i logen.
Når ordene synges, bliver de ikke kun sagt. De bliver delt, får klang i rummet og bæres videre af dem, der synger med.
Sådan har han givet sine tanker og ord en vej.
Og sådan har han sat sit spor i fællesskabet.
Af Jens Jøren Tybo, på baggrund af interview med Ole Petri.
