En frimurer er ikke først og fremmest kendetegnet ved bestemte symboler, særlig påklædning eller lukkede møder. Det hører med til frimureriets form og tradition, men det er ikke kernen.
En frimurer er heller ikke et menneske, der betragter sig selv som bedre end andre. Tværtimod begynder frimureriet netop med erkendelsen af, at mennesket ikke er færdigt.
I Johanneslogeforbundet A.G.F.A.M. forstås frimureriet som et humanitært broderskab, hvor menneskelig og åndelig udvikling næres gennem fællesskab, ritualer og levende traditioner.
Et godt bud kunne være dette:
En frimurer er en mand, der i broderskab med andre arbejder på at blive et mere sandt, ansvarligt og værdigt menneske.
Det lyder enkelt. Det er det ikke.
Frimureriet henvender sig til mænd, der ønsker at arbejde med sig selv, deres værdier og deres måde at være i verden på.
Det betyder ikke, at man skal have alle svarene på forhånd. Tværtimod. En frimurer er ikke nødvendigvis et menneske med særligt mange svar. Ofte er han snarere et menneske, der har lært at tage de rigtige spørgsmål alvorligt.
Hvad vil det sige at leve ordentligt?
Hvad skylder jeg andre mennesker?
Hvad kan jeg stole på i mig selv?
Hvad gør jeg, når ingen ser det?
Den slags spørgsmål bliver man sjældent færdig med. Heldigvis. Det ville være lidt bekymrende, hvis man gjorde.
Frimureriet er ikke et privat selvudviklingsprojekt.
Det foregår i et broderskab. Det betyder, at man ikke kun arbejder med sig selv for sin egen skyld, men også i mødet med andre. I logen mødes mænd med forskellig alder, baggrund, erfaring og livshistorie – men med et fælles ønske om at tage menneskelivets alvor og værdighed på sig.
Broderskab betyder ikke, at alle er ens. Det betyder heller ikke, at alle altid er enige. Men det betyder, at man møder hinanden med respekt, tillid og en vilje til at bære noget sammen.
En frimurer står ikke alene med sin søgen. Han står i en tradition og i et fællesskab.
Det er vigtigt at sige tydeligt.
En frimurer er ikke et fuldkomment menneske. Hvis frimureriet kun var for de fuldkomne, ville logerne hurtigt blive meget tomme.
Frimureriet bygger ikke på forestillingen om, at mennesket allerede er fejlfrit. Det bygger på, at mennesket kan dannes. At karakter kan styrkes. At ansvar kan bæres bedre. At et menneske kan lære at blive mere opmærksomt på sine egne fejl, mere nænsomt over for andres svagheder og mere fast i det, der er sandt og godt.
Idealet er ikke at fremstå fejlfri. Idealet er at arbejde ærligt.
Et gammelt frimurerisk ideal beskriver den gode frimurer som et menneske, der gør det rette uden at søge bifald. Det er en smuk tanke.
For der er noget grundlæggende frimurerisk i ikke hele tiden at proklamere, hvad man har gjort, kan gøre eller vil gøre.
Det gode mister let noget af sin vægt, hvis det straks skal bruges til at fortælle verden, hvor god man er. Velgørenhed, hjælpsomhed og troskab får deres dybeste betydning, når de udspringer af pligt, næstekærlighed og karakter – ikke af behovet for anerkendelse.
En frimurer bør derfor kendes mindre på sine erklæringer og mere på sin måde at leve på.
Det er naturligvis vanskeligere. Men også mere troværdigt.
Frimureriet handler om dannelse.
Ikke dannelse som ydre form og pæne manerer. Den slags kan have sin plads, men frimurerisk dannelse er noget dybere.
Det handler om karakter. Om at blive et menneske, andre kan have tillid til. Et menneske, der forsøger at holde sine løfter. Et menneske, der ikke kun er ordentlig, når det er bekvemt. Et menneske, der kan være streng over for sig selv uden at blive hård mod andre.
Det er ikke et lille ideal. Men det er et værdigt ideal.
Frimureriet foregår i logen, men det må ikke blive i logen.
Hvis frimureriet kun betyder noget under møderne, har man misforstået det. Det væsentlige er ikke blot, hvad man oplever i ritualet, men hvordan erfaringen får betydning i livet.
I familien.
I arbejdet.
I venskaber.
I samfundet.
I de små valg, hvor ingen klapper, og ingen skriver referat.
En frimurer er derfor ikke først og fremmest en mand, der går i loge. Han er en mand, der forsøger at lade logens idealer få betydning i sit liv.
En frimurer er ikke let at definere med én sætning.
Han er både en søgende, en broder, et menneske under dannelse og en del af en levende tradition. Han arbejder med sig selv, men ikke kun for sin egen skyld. Han søger indsigt, men ikke for at hæve sig over andre. Han indgår i et fællesskab, men uden at opgive sit personlige ansvar.
Måske kan man sige det sådan:
En frimurer er en mand, der forsøger at leve, så andre med rette kan have tillid til ham. Ikke fordi han står alene med arbejdet. Men fordi han i broderskab, tradition og ansvar tager det alvorligt.
Ikke fordi han er fuldkommen.
Men fordi han tager arbejdet alvorligt.
