En usædvanlig logeaften dannede rammen, da brødre fra Sankt Johanneslogen Veritas under Den Danske Frimurerorden, i april gæstede De Gamle Pligter. Aftenen havde instruktiv karakter og gav anledning til at standse op ved logerummets opbygning, dets orden og de betydninger, som i det daglige let kan blive så velkendte, at man næsten glemmer at se dem.
I min relativt korte tid som frimurer har jeg mødt brødre, der sjældent har besøgt andre systemer, og enkelte, som aldrig har været uden for deres egen loge. Der kan være mange gode og praktiske grunde til det. Alligevel har jeg selv erfaret, at et logebesøg rummer mere, end jeg først forstod.
Ved min egen optagelse var der besøgende brødre fra andre dele af dansk frimureri. Flere opfordrede mig dengang til tidligt at tage på besøg. Det undrede mig. Hvorfor ikke blot arbejde inden for rammerne af sin egen loge?
Måneden efter, ved vores stiftelsesfest, satte jeg ord på den undren i en kort skåltale. På det tidspunkt havde jeg allerede været på logebesøg med min fadder, og noget havde flyttet sig. Jeg sluttede talen med ordene:
“At besøge hinanden giver nye perspektiver, og man ser det velkendte med andre briller. Man fristes næsten til at sige, at vi arbejder på den utilhuggede sten fra flere vinkler.”
Det står stadig for mig som en enkel, men væsentlig erfaring. Når vi møder andre loger og andre brødre, ser vi ikke kun deres måde at arbejde på. Vi ser også vores egen med fornyet opmærksomhed.
Selv om loger og systemer har hver deres historie, tone og tradition, deler vi glæden ved det frimureriske arbejde og ved den fordybelse, som ikke kun bæres af ord, men også af nærvær, orden og fællesskab. Det blev tydeligt denne aften hos De Gamle Pligter. Under brodermåltidet var samtalerne levende, nysgerrige og præget af oprigtig interesse for hinandens erfaringer.
Jeg vender ofte tilbage til den tyske religionshistoriker Friedrich Max Müllers ord: “Den, som kender én, kender ingen.” Først i mødet med andre opdager man undertiden, hvad man selv står i. Det gælder også i frimureriet. Et venskabslogeforhold lever ikke alene af en aftale mellem to loger, men af de møder, der faktisk finder sted mellem brødrene.
Efter en aften som denne bliver det tydeligt, at vi hver især kan vende hjem med en lidt dybere forståelse af både vores egen loge, os selv og hinanden. Nu ser jeg frem til et nyt logeår: til arbejdet i De Gamle Pligter, men også til igen at træde over dørtærsklen hos Veritas.
For hvert besøg bliver relationerne stærkere. Og måske er det netop dér, venskabet mellem loger for alvor bliver levende.
Skrevet af br. T. Hansen.
